Arkitektur i København – en overordnet kommentar

Better in: enEnglish?

Arkitektur i København

København er verdenskendt for sin arkitektur. Vi har et virkelig godt, internationalt ry, som først og fremmest baserer sig på modernismens ‘klassiske’ periode mellem 1930 og 1970. Ikke mindst 1950’ernes danske møbeldesign fejres stadig i dag verden rundt, både for sin æstetik og håndværksmæssige kvalitet.

Modernismen i Danmark

Den danske modernisme er næsten synonym med funktionalismen (eller funkis). Danske arkitekter og formgivere var hurtige til at optage tankerne fra den tyske kunstskole, Bauhaus. Tankerne gik langt dybere end blot til det stilistiske udtryk og omfattede alle tænkelige sider af det nye, moderne menneskes liv og samfund. Moderne teknologi, industri og maskiner inspirerede til nye former med udgangspunkt i det rationelle, det nødvendige, det fornuftige. Med et dansk udtryk, det nøgterne.
Fortidens forlorne pynt blev skåret væk, og den nøgne nødvendighed var det ideologiske mål. Disse tanker synes at have slået godt an i en snusfornuftig, dansk bondekultur, og i en stærk protestantisk tradition for at dyrke beskedenhed og mådehold. Det er altså en lokal – og moderat – version af en international strømning, der har gjort ‘Danish Design’ til et mere kendt begreb end ‘Denmark’ i sig selv.

Det har i årtierne efter været svært for danske arkitekter at overgå de gamle mestre. Men efter de seneste 15 års udvikling soler dansk arkitektur sig igen i verdens opmærksomhed. Det er en dundrende succes, der forbindes overvejende med eet navn, Bjarke Ingels. Med en række byggerier i København og Danmark har han og hans tegnestue, først Plot, siden BIG (Bjarke Ingels Group), opnået en international gennemslagskraft, som måske ikke engang han selv havde kunnet forestille sig for 15 år siden.

Han repræsenterer en international bevægelse, der har sit udspring i Holland og mest specifikt i tegnestuen OMA (Office of Metropolitan Architecture) i Rotterdam. OMA anføres ligeledes af en skarp og karismatisk figur, Rem Koolhaas, som med en (angiveligt) faktabaseret og analytisk tilgang argumenterer logisk for sin meget direkte, uhøjtidelige og farverige arkitektur. Netop hos OMA arbejdede Bjarke Ingels efter sin afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, så det er ikke just svært at spore forbindelsen. Men ligesom den internationale modernisme fik sin blødere, nordiske version i Skandinavien, har denne hollandske bølge hos unge danske tegnestuer taget en mere moderat form. En version som altså vinder international anerkendelse i en grad, som vi ikke har set før.

Klassisk dansk

Visse gennemgående træk kan med en del god vilje spores flere hundrede år tilbage som noget, vi kan kalde en dansk tradition eller karakter. Det nøgterne og saglige, et nedtonet og nøje behersket formsprog, omhyggelig detaljering, brug af gedigne materialer og den håndværksmæssige kvalitet.

Lundgaard & Tranberg vil jeg gerne fremhæve som en ypperlig nutidig eksponent for disse kvaliteter, der altså kan siges at lægge sig i forlængelse af en dansk tradition.

Pomo v. 2.0.

BIG og andre nyere tegnestuer har skabt sig et andet spor. I kraft af deres originalitet og internationale succes har de formuleret en ny, alternativ linie i dansk arkitektur. Det er den ‘poppede’ linie, der adskiller sig ret tydeligt fra den ‘klassiske’ med et langt mere pågående visuelt udtryk, mere ‘fresh’ og med en letopfattelig og fortællende stil. Det er postmodernisme v. 2.0. Konceptet er konge, materialer og detaljer er (ikke ligegyldige men alligevel) underordnede.

Og det går stærkt. Det er mit forsigtige gæt, at dette arkitektoniske udtryk også mister sin friskhed hurtigere end de mere klassisk-moderne modstykker. For kritikerne er det givetvis sket forlængst, men for de fleste er det en fest, som bestemt ikke er slut endnu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *