Better in: 
English?
Dronningegården
Som en del af det første sanerings-projekt i Danmark i starten af 1940’erne erstattede Dronningegården et faldefærdigt og usundt underklassekvarter i det centrale København.
På grund af 2. verdenskrig blev projektet stoppet og senere genoptaget og først afsluttet i 1958.
Alle tre samarbejdende arkitekter på projektet var meget produktive og drivende kræfter i funktionalismen, den danske version af modernismen, i den første halvdel af det 20. århundrede.
- Kay Fisker (1893 – 1965)
- C. F. Møller (1898 – 1988)
- Svenn Eske Kristensen (1905-2000)
Fire vinkler former et stort gårdrum med træer og parkering. To gader krydser igennem og danner de fire kvadranter.
Bebyggelsens anseelige bygningskroppe er delt og underdelt i mindre enheder. Når man nærmer sig opleves derfor flere skalaer eller størrelsesordener.
- På afstand opleves komplekset som en sammenhængende karrebebyggelse.
På lidt nærmere hold er helheden inddelt i enheder med saddeltag, næsten et piktogram for et hus, med hver gavl bestående af lukkede flader med vinduer og en åben cellestruktur af tilbageliggende altaner.- Gående langs facaden oplever man et mønster af skiftevis vinduer og altaner, hvoraf de fleste bærer præg af beboernes individuelle indretninger med terrassemøbler og altankasser.
- Altaner, opgangsdøre og søjlegange er indrammet af gule mursten,
- og endelig er de større murflader ‘korsstingsbroderet’ med små kors også i gule sten. Med et så simpelt virkemiddel opnår arkitekturen et stærkt karakteristika og en arkitektonisk ‘personlighed’.
Så på trods af den anseelige størrelse og en høj grad af repetition, opleves Dronningegården ikke som et stort massebyggeri, der undertrykker individualiteten. Hvilket lidt for ofte var og er et problem med store beboelsesprojekter.