Generøs By – en bog-omtale og et startskud

Generøs By

Hvorfor fandt jeg ikke på den titel? Den er så rammende og har potentiale for en dyb og indsigtsfuld ‘læsning’ af byen i almindelighed og selvfølgelig København i særdeleshed.

Samtidigt spiller den underfundigt på ligheden med en fag-‘klassiker’, The Generic City, som er en überskarp og intellektuelt nytænkende analyse af urban identitet i eksplosivt voksende mega-byer – og vel også i det hele taget i det gennem-globaliserede samfund.


Eller .. jeg forventede, at titlen var en reference til klassikeren – for hvis den er, er det en tom reference. Generøs By viser desværre ikke på nogen måde relation til The Generic City og afslører for den sags skyld ikke overhovedet, at klassikeren er en del af det teoretiske bagkatalog.


Nåmen ..
København er faktisk generøs!
Bevares, måske ikke i hvert eneste hjørne men i det store hele og i en generel betragtning. ‘Den Danske Model’ har i almindelighed en høj standard. Hermed mener jeg, at dansk arkitektur har høj standard; dansk byplanlægning og hele vores holdning til det offentlige rum og behandlingen af det er samvittighedsfuld og højt vægtet. Det betyder noget for os københavnere – og øvrige danskere -, hvordan vores fælles by ser ud og bruges, og det bemærkes af mange udefra. By- og gaderummene er mere imødekommende og menneskevenlige, end man er vant til i europæiske og især amerikanske storbyer.

Så titlen er brilliant; det er bogen ikke.
Den bidrager ikke med den skarphed og indsigt, som titlen – i hvert fald for mig – antyder. Den er en hyldest til de bedste eksempler på ny arkitektur i hovedstaden. Værker og projekter, som forlængst har vundet deres priser, anerkendelse og i visse tilfælde verdensberømmelse. Den er et blik, der ser det forventede og glædes over gensynet.
Forfatteren overrasker altså hverken med positive eller negative meninger, og i det meget begrænsede omfang, han hævder en negativ kritik, er den triviel: Kalvebod Brygge, operaen.
Bogen byder ikke på skarpe udsagn om by og bygning, og ydermere virker opbygningen, rækkefølgen, udvælgelsen, logikken tilfældig og springende; behandlingen af stoffet er pludrende og jævnt uinteressant.
Dermed er bogen hverken 1) original eller 2) fyldestgørende som et nøgternt øjebliksbillede af København.
De gode fotografier, der generøst (!) og forfriskende veksler mellem flotte ‘konventionelle’ arkitektur-fotos, stemningsbilleder og bylivsportrætter, formår ikke at redde bogen som helhed.
Så hvis jeg skal anbefale Generøs By, må det være som billedbog. Og brug så evt. den tilfældige anledning til at (gen-)læse The Generic City ved siden af. Den har bestemt ikke mistet sin aktualitet og gør det næppe foreløbigt.
To arkitektsmarte kvadrater (af seks mulige) til billederne i Generøs By herfra:
■ ■ □ □ □ □

Og så var der det med startskuddet:
Generøs By efterlader mig med en ucharmerende, ubeskeden følelse af, at det kunne jeg da også have gjort. Så nu, når skuffelsen har lagt sig, åbner der sig et perspektiv. For hvor Generøs By ikke rigtigt udfolder den generøse by, får jeg lyst til at gøre et forsøg på det. Her med denne nye blog.

Linien og indholdet må vise sig; idéen er foreløbigt at skrive med et arkitektur-fagligt blik så frit som muligt for indforstået lirum larum og mystik, som i mange tilfælde præger arkitekters egen verbale behandling af faget.
Fordi jeg hverken kan eller vil bedrive arkitektur-teori eller (gud forbyde det) -forskning. Emnerne bliver det, der passer mig og i det tempo, der passer mig. Så bliver det forhåbentligt mere systematisk med tiden.



Noter:

Generøs by
– Københavns nye arkitektur
af Jens Lindhe (fotografi) & Karsten R. S. Ifversen
https://www.saxo.com/dk/generoes-by_karsten-r-s-ifversen_haeftet_9788702149159?gclid=CJ6crde72LoCFRR6cAody3cAvA

The Generic City
Rem Koolhaas
Udgivet som essay i S,M,L,XL i 1994