M/S – Museet for Søfart i Helsingør

Asser MunchAnmeldelse, Arkitektur, Bygningskunst, Foto, Værk
M/S Museum for Søfart_CopenhagenArchitecture_

Better in: English?

Museet for Søfart af BIG

– en arkitekturanmeldelse

Museet for Søfart i Helsingør fik for nyligt foden under eget bord efter at have været ‘hjemmeboende’ på Kronborg i næsten 100 år. Og hvilken første egen bolig!?

BIG har realiseret det bedste projekt, jeg endnu har set fra deres hænder, hvilket ikke siger så lidt.

Ved at indtage det hedengangne Helsingør Skibsværfts største tørdok har Danmarks ubestridelige starchitect udtænkt og virkeliggjort et super-attraktivt Sted.

Ramper og glasinddækkede broer skyder sig skrånende på tværs igennem den tømte dok og ‘kortslutter’ et kredsløb af omkransende rum, som er gravet ud og tilføjet på dokkens underjordiske yderside.

Bjarke Ingels team har i dette projekt formået at vende det vanskelige og uinspirerede konkurrence-oplæg til en rigdom af stimulerende rumligheder, som tilmed er forbilledligt udnyttet, så man ikke fornemmer et egentligt skel eller skisma mellem bygning og indhold, mellem arkitektur og udstilling.

Det stærkt varierede rumforløb skifter utvunget, effektfuldt og med passende ophold fra det intime til det klaustrofobiske til det storindustrielle.

De hollandske udstillingsarkitekter Kossmann.dejong fortjener i den grad deres del af æren, selv om (eller måske netop fordi) det ikke er tydeligt, hvor BIGs opgave slutter og deres begynder.

Ramperne mellem dokkens langsider afbryder med jævne mellemrum det underjordiske udstillingsforløb med et generøst lysindfald og eksponerer dokkens rå betonvægge. Den besøgende mister aldrig fornemmelsen af stedets industrielle karakter og baggrund.

Selv om dokken ikke ligefrem fordrer arkæologisk andægtighed, forholder projektet sig respektfuldt til den ramponerede betonskal, og alligevel fysisk direkte og befriende usentimentalt. Ligesom tilfældet er for succes-historien på Islands Brygge, er det en stor karakter- og identitetsgivende gevinst at trække på det, som var, som en konkret og nærværende historisk forankring.

Dokken forlener det nye Museet for Søfart med en taktil variation og stoflighed, som ellers i BIGs tidligere projekter kan siges at være noget stedmoderligt behandlet.
BIGs arkitektoniske hovedsatsning ligger dog også her utvetydigt og uhyre effektfuldt på det visuelle, på stimuleringen af synssansen.

Et overflødighedshorn af kig på langs og på tværs og igennem adskillige lag skråtstillet glas opløser sine steder en klar rumfornemmelse og giver abstrakt uvirkelige og flimrende fatamorganaer af himmelspejlinger og halve synsbedrag.

Jeg bilder mig ind at kunne fornemme i Museet for Søfart, at det maritime tema ikke er fremmed for BIG, som i sin spæde ungdom (og under navnet PLOT) skabte Havnebadet og det Maritime Ungdomshus som nogle af sine allerførste realiserede projekter.

Udover landgangsbroen som et konkret maritimt motiv, orkestreres skala-skift og sammenstød mellem forfinede detaljer og industriel beton naturligt og ukrukket.

BIG (og PLOT) har forlængst givet dansk (og for den sags skyld verdens) arkitektur en ny energisk friskhed. ‘Trilogien’ i Ørestad (VM-husene, Bjerget og 8-tallet) er tidligere eksempler på overraskende og karakterfulde arkitektoniske greb, og selv ikke den mest bitterligt reaktionære og vrangvillige 70er-arkitekt kan vel stadig insistere på begynderheld og pop som forklaring på verdenssucces’en?

I Museet for Søfart er branchens Bøllebob modnet og behersker nu klædeligt sin legesyge frækhed! Fx er toiletterne i tråd med tidens tendens i kulturarkitektur en selvstændig oplevelse. Med et glimt i øjet er dametoiletterne til venstre (for indadgående fartøjer) holdt i selvlysende bagbordsrødt, herretoiletterne til højre i styrbordsgrønt, og håndvasken har fundet endnu en unik formvariant.

Fine løsrevne finurligheder, som sammen med enkelte indfald af rumgeometrisk ‘blær’ er brugt i tilpas behersket omfang, til gavn for oplevelsen og kun marginalt på bekostning af det funktionelle rationale.

Projektets turbulente tilblivelseshistorie omfatter bl.a. juridisk tovtrækkeri efter arkitektkonkurrencen.
BIG var udpeget som vinder med et forslag, som helt åbenlyst brød med en vigtig betingelse for løsningen, nemlig at projektet helt skulle holde sig indenfor dokken.

Der kunne med rette peges på, at BIG således havde snydt sig til det bedste resultat og førstepladsen foran de mere regelrette kon-kolleger.
Men trods konkurrence-elementet er arkitektur ikke en OL-disciplin, og selvom den virtuose løsning, der visionært sprænger konkurrencens rammer, ikke fortjener at vinde, fortjener den til gengæld at blive virkeliggjort. Hvilket lykkeligvis blev udfaldet.

Museet for Søfart er i det væsentligste et særdeles vellykket projekt. Selv for småligt misundelige kolleger som undertegnede ville det være perfidt at nævne ubetydelige skønhedspletter – som den spektakulære, dobbeltkrumme trappeflade, som er dårlig at gå på og som slår revner (formodentligt på grund af utilstrækkelig understøtning), og de sært uelegante sidde-pullerter i granit, der i terrænet omkranser dokken og lige lovligt søgt kan afkodes som et morsesignal.

Min væsentligste anke til projektet som helhed er, at det flotte, dynamiske indgreb i nogen grad tager magten fra sin vært, dokken, og optræder som en gøgeunge; omend en uhyre velskabt og charmerende een af slagsen.

Den gamle dok og industriromantikken er som nævnt allestedsnærværende i kraft af de mange kig, men dens eget dumpe og stumme space går næsten helt tabt.
De tværgående broer er voldsommere og mindre gennemsigtige, end de fremstår på de sædvanligt æteriske visualiseringer i BIGs hensigtserklæring.

Min næstvæsentligste anke er, at man næsten bogstaveligt talt skvatter over museumsshoppens påtrængende udstiling som det første, når man er indenfor døren og som det sidste, inden man går igen. Jeg kan kun forstå det som et nødvendigt onde og et omsonst forsøg på at redde et driftsbudget, der har lidt forlis inden jomfrurejsen – også helt i tråd med tidens tendens for kulturarkitektur ..

Endelig må jeg for mit eget vedkommende beklage, at udstillingerne i sig selv er så fængslende og veltilrettelagte, at det tog en hulens tid at komme det hele igennem og få taget de alt for mange billeder til denne anmeldelse.
Fem af seks arkitekttegnede kvadrater til M/S.
■ ■ ■ ■ ■ □

[foogallery id=”7458″]