Learning from Marseille

Better in: enEnglish?

Learning from Marseille

– en romantisk ode til det planløse

(- stærkt forsinket)

Før jeg i sommers tilbragte mine 10 dages ferie fra gerningen som arkitekturguide, var det yderst begrænset, hvad jeg vidste om Marseille. De få kendte film (The French Connection som den vistnok kendteste), som andre kunne referere til, havde jeg egentlig ikke rigtigt forbundet med Marseille. Noget om en stor og oldgammel havneby og industriby ved Middelhavet var vel omtrent den paratviden, jeg kunne hoste op med og uden at kunne skelne de skønlitterære sømands-skrøner, den baserede sig på.

Learning from Marseille copenhagnearchitecture.dkVed en hastig Wikipedia-research overraskede det mig lidt, at Frankrigs næststørste by ikke er så meget større end København med 852.395 indbyggere i selve byen.

Desto mere slående og pågående virkede forskellene, når jeg gik gennem gaderne, søgende og mærkende ‘stemningen’. Vanskeliggjort først og fremmest af den igangværende hedebølge, der var overdøvende og efter sigende selv efter sydfranske standarder kvælende.  Ganske vist lyder 35°C ikke af det helt vilde, og det er da vist oven i købet forekommet hjemme i det kolde nord. Men i stenede, beskidte og støvede gader, i fravær af københavnske grønne lommer og de sædvanlige sydeuropæiske vandbassiner og fontæner, var en del af min solstukne bevidsthed uden ophør optaget af, hvor langt, der var til den næste nedkølede cola.

Det jeg så oplevede gennem varmedisens slør, var en rå by, kun glimtvist sminket til ære for os få turister. ‘Virkelighed’ er byens stærkeste udtryk, idet bygningernes afskallende maling ikke synes at være et tilvalg af charme, sådan som man kan se det i mindre sydeuropæiske byer, præget af et eller andet udefinerbart overskud. Eftersom byen er grundlagt af de gamle grækere virker historien ellers som en nærliggende anledning til maleriske iscenesættelser, som vi kender det fra selvfølgelig Paris og Rom. Men historien er mere arkæologisk og som sådan henvist til museer og korte opsummeringer i turistguiderne – og udenfor disse er den mærkbart fraværende. Byen har ikke ‘haft tid’ eller fundet det fornødent at dvæle ved noget så overflødigt og akademisk som fortiden.

Nuvel, historien er særdeles nærværende i København som en levende del af nutiden. Hvorimod for eksempel Akropolis er stendød historie og aldeles afskåret fra hverdagen i Athen, Forum Romanum en anelse mindre afskåret fra Rom. Men her fylder historien, og man møder den uvilkårligt i byen. Marseille har tilsyneladende overskrevet sin historie så frekvent, at der aldrig har været den nostalgi forbundet med historien, som i andre byer har ledt til konservering og musealisering.

Jeg fik selvfølgelig ikke taget et billede af Nicolas Memain, så dette er hustlet fra nettet.

Befolkningen er af en lignende fluktuerende og ubestandig karakter, bestående af langsomt nomadiske individer af søfolk og havnearbejdere, der migrerer rundt i Middelhavets havnebyer efter den aktuelle konjunktur. Det pointeredes af Nicolas Memain, min nye facebook-ven fra Marseille, som kalder sig gonzo-urbanist og som fortalte mig om sin store forkærlighed for de mindre velhavende forstæder og sociale boligbebyggelser.

15-07-27 France V DSC_6414Vi mødtes på hans stamcafé i hans favoritkvarter, på pladsen Cours Julien, som er centrum for en ‘alternativ’ urban kultur, der er for belastet til at være hipster, men for hipster til at være hippie. En pågående blanding af etniciteter og ‘typer’, familier, unge og gamle, tabere og tjekkede, elendigt harmonikaspillende tiggere, drukfældige og tosser. Konsekvent smuldrende boligkaréer med små snedige caféer, spisesteder, unge design-bureau’er og vinyl-butikker i stueetagen, garneret med rigelig grafitti og bænke-hæklerier i gadebilledet, stærke farver og vand og frodigt grønt, som man ellers savner i Marseilles.

Vi måtte tage en pause i samtalen, mens vi fulgte et højlydt optrin mellem en fulderik, der råbte diffuse anklager mod systemet, og caféens kvindelige tjener, der i et par omgange gav ham svar på tiltale og i utvetydige vendinger bad ham holde kæft og skride og lade hendes kunder i fred. Denne plads, Cours Jolien, veksler lidt mellem at være kontrolleret af bander og af politiet, kunne han efterfølgende berette. I dagligdagen synes strategien at være, at beboerne i vid udstrækning selv må tage affære og holde kriminalitet og forsumpning i ave, ligesom tjeneren gjorde det.

Learning from Marseilles Cours JolienIsær i Frankrig har Marseille et decideret dårligt ry, cementeret af tv-serier om narko-karteller og bandekriminalitet, som Nicolas tilskriver en i nogen grad bevidst tilsvining fra de selvgode parisere, der har travlt med at bortlede opmærksomheden fra egne sociale problemer og uroligheder. Hans bedsteforældre, der bor i Bordeaux, nægter kategorisk at besøge ham i Marseilles, fordi de frygter at blive skudt, fortalte han med en lettere anstrengt ironi.

I sit ihærdige forsøg på at modsige det dårlige ry gav han umisforståeligt indtryk af, at Marseille ER en temmelig hård by – i det mindste for en skandinav, pakket ind i flexicurity. Og efter et par dages omstrejfen i mindre pæne kvarterer, følte jeg mig nu endnu mere naiv, forkælet og en smule lettet over trods alt kun at have været under angreb af solen. Lidt senere passerede tre politibetjente på segways, og jeg sluttede, at området for tiden var inde i en rolig periode.

Romantik – ja. Nostalgi? – nej.

Det tiltalende ved Marseille var selvsagt hverken den omfattende sociale armod i forstæderne, de døde rotter så store som små katte, tiggende krøblinge, der får hjemløse romaer i København til at ligne bedsteborgere, skidt, støv og affald i gaderne.

Det var derimod en uforfalsket og uforsonlig virkelighed, som man herhjemme i urban form kun glimtvist kan møde på Nørrebro. Her finder man små rodede hjørner, der er tilovers, og som behjertede sjæle nogle gange kaster sig over og ‘gør noget ved’, såsom plantekasser eller deciderede byhaver, bænke og siddepladser af sammenflikkede paller, skater-ramper, grafitti… En uformel og midlertidig beboelse og aktivering, som i mere velbjergede kvarterer øjeblikkeligt bortskaffes af orange mænd.

For det meste forholder jeg mig afslappet til det tab, der nødvendigvis er en del af fremskridt, udvikling, forandring, ‘ fluxus‘. Vi får ikke flere Olsen Banden-film, nej. Vesterbro er pænere end før, ja. Og det er en god ting, at korridor-klubværelserne under taget i tredie baggård på Nørrebro ikke længere udgør brandfælder og loppereder. København kan som by fantastisk meget, og vi skylder vores danske model, vores socialdemokratiske, yderst velmenende, centralistiske totalplanlægning en meget høj standard af offentlige rum.

Min romantiske åre er således ikke en nostalgisk længsel efter fortidig landsbyidyl i storbyen. Men når de utallige nuværende kraner og stilladser i det centrale København er fjernet efter færdiggjorte projekter, håber jeg inderligt, at arkitekterne og planlæggerne har overset nogle små hjørner, der kan stå tomme og i nogle tilfælde måske engang blive til noget uforudset. Og jeg frygter i mit stille sind, at København indenfor voldene med Bryghusgrunden og Krøyers Plads når ‘historiens afslutning’. Og kvæles i sin egen succes og Danish Design™.

Learning from Marseille copenhagnearchitecture.dkI kontrast til det gennemplanlagte og totaldesignede København var det en sær befrielse at suse gennem kilometervis af håbløst grimme og misligholdte betonboligblokke. Og ligeledes beroligende var det at vide, man ikke skal blive og bo dér, klods op ad motorvejen, uden så meget som en nydeligt begrønnet støjskærm.

Learning from Marseilles skyline copenhagenarchitecture.dk

Og inspirerende at opleve, at (by-)livet finder sted af sig selv, på (tør man sige det?) organisk vis.

Efter Marseille glæder jeg mig over, at det varer en rum tid, inden stigende interesse og ditto boligpriser får gjort kål på de resterende virkelighedsreservater i Nordvest og på Ydre Nørrebro.

 

  • https://da.wikipedia.org/wiki/Marseille

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *